Aktuelt

Nedenstående pdf er et foredrag over temaer i min nye bog, "Samfundets Cement", som holdes i stiftelsen Gammel Klosters kulturforening 24. okt. 2018 for beboere i Gammel Kloster. Se også utrykte kroniktekster om "Samfundets Cement" under  "Mine bøger"

En let forkortet udgave af foredraget holdes på cafe Oskar, Mejlgade 49, fredag eftermiddag d. 8. februar 2019, åben fra kl.15

LEKTØRUDTALELSE OM SAMFUNDETS CEMENT FRA DANSK BIBLIOTEKSCENTRAL, jan. 2019

Ebog

Gennemgang af moralens historie fra de tidligste civilisationer over den europæiske industrielle revolution til nutiden, med argumentation for, at vækst i den samfundsmæssige kompleksitet ikke har noget med moralsk vækst at gøre, og at risikoen for moralsk kollaps og sociale katastrofer er steget...

Indhold: Om argumentation; Moralens oprindelse; Civiliserede samfund og reguleret moral; Filosofiens tilblivelse; Europa og illusionen om menneskenes spaltning; Fra klerikat til kapitalisme; Industriel revolution og fremskridtstro: Fremskridtstroens sammenbrud.

Emner: civilisation; historie; moral; moralfilosofi; samfund; samfundsetik

MATERIALEVURDERING

Kort om bogen

"Hvilke moralske vilkår og udfordringer har menneskenes forskellige historiske epoker stillet dem overfor, og hvilke funktioner har den moralske tænkning haft i disse sammenhænge?" spørges der i denne mursten af en bog om moralfilosofi. For læsere interesseret i en anden vinkling på debatten end den gængse.

Beskrivelse:

Den knapt 1000 sider tykke bog indledes med en diskussion af, hvad der kan godtages som argumentation, inden moralens historie fra de tidligste civilisationer over den europæiske industrielle revolution og til nutiden gennemgåes. Der argumenteres for det synspunkt, at vækst i samfundsmæssig kompleksitet ikke har noget med moralsk vækst at gøre. Forfatteren er pensioneret jord- og betonarbejder med et uafsluttet studie i filosofi i bagagen. Han har tidligere udgivet bøgerne "Udvalgte Skærveknusere" og "Murstenens Filosofi", samt bidraget til diverse antologier og tidsskrifter.

Vurdering:

En personlig og politisk engageret  bog, der til trods for rigeligt mange gentagelser kan give stof til diskussion og eftertanke. Det voluminøse omfang kan dog afskrække en del læsere.

Andre bøger om samme emne:

Nærværende titel er at betragte som en moralfilosofisk fortsættelse til forfatterens "Murstenens Filosofi"

Til bibliotekaren:

Bør være at finde i det danske bibliotekssystem, men indkøb anbefales begrænset til centralbiblioteker.

Materialet er vurderet af Heidi Mørch

 Fra 2009:

OM BOGEN "MURSTENENS FILOSOFI"

Anmeldelse af bogen Murstenens Filosofi i dagbladet Arbejderen 24/11 2009

af Mauri Johansson

 FILOSOFI OG VIDENSKABSTEORI TIL UDFORDRENDE DEBAT

 "Murstenens Filosofi" er en spændende, men ret problematisk gennemgang af videnskabsteoriens og filosofiens indhold og udvikling gennem de sidste århundreder.

Kjeld Stenum, for Arbejderens læsere måske bedre kendt som Skærveknuseren, har sat sig en stor opgave.

Han vil skrive en opdateret fremstilling af vor tids filosofi og videnskabsteori. Ønsket er at skabe debat, og at bogen opleves som en udfordring.

"Murstenens Filosofi" er den første del af et tobinds arbejde, hvor den næste del mest skal handle om moralspørgsmål.

Filosofi og videnskabsteori har interesseret Kjeld Stenum siden ungdomsårene, og første bog er resultatet af mere end ti års arbejde i fritiden fra et job som jord- og betonarbejder. Godt gået!

Kjeld Stenum er også blandt pionererne i en ny form for bogudgivelse. "Forlaget" er Books on Demand. Forfatteren gør stort set alt forlagsarbejde, inklusive korrekturlæsning, omslagsillustrationer med videre.

Det trykklare manuskript leveres til "forlaget" der laver den trykkeritekniske del og trykker det aftalte antal bøger - med rabat til forfatteren og en del markedsføringsstøtte.

På den måde kan man udgive sin egen bog for cirka 500 kroner. En økologisk set smart løsning.

Om os og verden

Selve bogen beskriver tænkningens udvikling omkring det værende - "ontologi" på filosofisprog - og hvordan vi finder ud af hvad og hvem vi og verden er. Vægten er lagt på det naturvidenskabelige område, med dets stringente og af eksperimenter bekræftede teorier.

Der redegøres især for de sidste godt 100 års fremskridt. Basis er påvisningen af kvanterne, der ser ud til at have en forbløffende stabilitet og derved skaber orden i verden, så vi kan forstå og meningsfyldt påvirke virkeligheden omkring os.

Materialisme er den faste grund at bygge på.

Vi får indblik i relativitetsteorierne, komplementaritet, usikkerhedsrelationer og mange andre ikke helt let forståelige videnskabelige begreber. De fleste klassiske filosoffer får et ord med på vejen. Mange sjove eksempler og tankegange gør læøsningen af det ellers ret tunge stof lettere.

Men, men. Når forfatteren kommer ind på det levende livs mangfoldighed og i særdeleshed menneskenes og samfundenes liv og levned, er det som om det materialistiske fundament begynder at vakle.

Kaos lurer og de videnskabelige muligheder dermed. Der er forbavsende få henvisninger til Marx og Engels. En række forhold, som henføres til Marx, er faktisk i direkte modstrid med det, som Marx selv skrev.

Marx fortaber sig

Kjeld Stenum forkaster dialektikken som værende videnskabelig. Ordet "klasse" ses ikke omtalt, ej heller klassekamp eller kapitalisme.

I stedet sniger der sig ordet "vi" ind - efter melodien "vi er alle i samme båd". Det vi sige at Marx´ måske vigtigste bidrag til historien og samfundsforskningen fortaber sig.

Den af profitkapitalismen og udbytningen skabte økologiske og menneskelige ødeløggelse er nu noget, som den udbyttede arbejderklasse også må stå til ansvar for. Moralområdet bliver derefter ikke let at få styr på.

Så noget af Kjeld Stenums forventning er opfyldt: Den positivt engagerede, kritiske læser må gå omhyggeligt til værks og afdække de svage led i præsentationen, til gavn for sig selv og som forudsætning for et samfund uden udbytning og ødelæggelse af miljøet.

Senere tids ret brogede filosofiske tekster som konstruktivismen kan ikke erstatte den historiske materialisme, den dialektiske metode, den politiske økonomi og Marx`kommunistiske projekt.

Det er ikke muligt indenfor rammerne af en kort anmeldelse at gå i detaljer, men forfatteren  og andre kan anbefales at nærlæse Paul Paoluccis: "Marx`s scientific dialectics", Haymarket Books 2007, Chicago, Ill. , USA.

Her analyseres mange af problemstillingerne strikst efter, hvad Marx faktisk har sagt og ment, men som efterverdenen, af mange grunde, har forplumret, til skade for tankens klarhed og handlingens målrettethed i bestræbelserne på at føre proletatiatet til sejr.

Måske kan Kjeld nå at få rettet op på nogle af svaghederne i den anden del af hans planlagte udgivelse.   

Debat om bogen Murstenens Filosofi i dagbladet Arbejderen 11/12 2009

VÆRD AT TAGE STILLING TIL

 Af Inge Paaske

Dette er en kommentar til Mauri Johanssons anmeldelse den 24. november af Kjeld Stenums bog "Murstenens Filosofi". 

Jeg er glad for, at anmelderen nævner, at "mange sjove eksempler gør læsningen af det ellers ret tunge stof lettere", da jeg ellers synes at anmeldelsen nærmest lægger bogen død som legitimt aktuelt bidrag eller udgangspunkt for tanker om materialistisk filosofi i dag.

I øjeblikket nærmest super-aktuelt da "vi" står overfor et kæmpe-biologisk problem for de menneskelige samfund på denne jord: kan "vi" forstå at redde os igennem klima-kriserne i "fællesskab"?

Kjeld Stenum påpeger ganske rigtigt nogle begrænsninger, eller rettere overdrivelser i Marx og Lenins opfattelse af videnskab, som de oven i købet så kommer til at overføre på de menneskelige samfunds reaktionsmåder (den dialektiske materialisme), men han tilskriver det jo ganske fair nok naturvidenskabernes begrænsede indsigter i reelle kemiske, atomare og især biomolekylære processer på tidspunkterne for deres liv.

Det synes Mauri Johansson åbenbart ikke er et af de "mange sjove eksempler": Teorien om at den kapitalistiske økonomi nødvendigvis vil blive afløst af socialisme (på sammen måde som vand nødvendigvis bobler ved 100 grader) er der intet hold i, menneskene kan også reagere ved at slutte op om fascisme eller utallige andre typer af reaktioner.

Og svigefulde magtpersoner kan mene, at de selv repræsenterer denne "nødvendighed" og skabe voldsomme forbrydelser imod arbejdere, der ikke lige er med på hvad "nødvendigheden" går ud på for øjeblikket.

Men som sagt i Mauri Johanssons anmeldelse af bogen er Kjelds fokus også på videnskabens udvikling de sidste 100 år og han har altså ikke så meget fokus på Marx og Lenins videnskabelige samtid.

Det er ikke rigtigt at Kjeld Stenum ikke nævner klasser - det gør han for eksempel på siderne 286-287. Men ellers er det rigtigt, at selve hans udgangspunkt for denne kolossale "Tour de force" i filosofiens historie er det simple: at den opmærksomme "arbejder" gennem sin livserfaring (sine iagttagelser af himlen, marmorbruddet, ilden, samfundet) sådan set allerede har tænkt de tanker, som filosofferne gør sig udødelige ved at fremføre på parnasserne og universiteterne og nedskrive.

Personligt synes jeg det har været enormt interessant at læse denne bog, og især synes jeg, det har været bevidsthedsudvidende for mig, at et hårdt arbejdende menneske som Kjeld Stenum har gidet læse alt dette - undskyld jeg siger det - "blærerøvsstof for dovne borgerbørn, der ikke engang behersker det eller ville gide at beherske det hvis de ikke lige skulle til eksamen i det.

Kjeld har simpelthen villet se ind i disse de store filosoffers materialistiske verdensopfattelse for at se, hvor han med sin store praktiske livserfaring og sin store interesse i erkendelse & naturvidenskab & menneskelige samfund mener de har (begrænset) ret og (begrænset) uret.

 Jeg er langt fra at være helt uenig i hans vurderinger og synes, at de er værd at tage stilling til, hvis man kan skrabe sig nogen tid i dette sjuskede og forhastede samfund, hvor den kapitalistiske virkelighed jo overgår sig selv i problemer som vi også bør forstå.

forkortet af Arbejderens redaktion. Kan læses fuldt ud på www.Arbejderen.dk

KOMMENTAR TIL ANMELDELSE

af Kjeld Stenum

Tak til Mauri Johansson for anmeldelsen af min bog "Murstenens Filosofi" i Arbejderen d. 24. november.

Mauri skriver i sin anmeldelse af bogen, at jeg forkaster dialektikken som en videnskabelig disciplin, og dette er helt korrekt.

Jeg mener ikke, dialektikken er en videnskab, og heller ikke, at den er forenelig med et klonsekvent materialistisk standpunkt.

Det er også sandt, som Mauri skriver, at jeg mener, der i ethvert samfund nødvendigvis må findes et minimum af objektiv moral, der rækker ud over de subjektive klasseværdier.

Men når Mauri så af dette drager de videre konklusioner, at også klassekampen, ja, endog materialismen selv dermed begynder at fortone sig, må jeg protestere.

Dette er Mauris egen konklusion, det har aldrig nogetsteds været min, og heller ikke i bogen, som han anmelder. Tværtimod. Må jeg i al ubeskedenhed citere for eksempel fra side 203 i bogen:

"Der er næppe noget historisk eksempel på et samfund så undertrykkende, at det i længden magtede at skjule sin egen uretfærdighed. Og intet folk har formentlig nogensinde været så fremmedgjort, at det i længden fandt sig i et grundlæggende uretfærdigt samfund.

Disse omstændigheder bør nok mane til eftertanke såvel hos dem, der forsøger at forandre et samfund ved hjælp af undertrykkelse, som hos dem, der forsøger at bevare undertrykkelse i det samfund, de lever i."

 Nedenstående er en redigeret udgave af et manuskript til et foredrag, jeg  holdt på Ålborg Universitets center i Ballerup d. 12. marts 2010 om bogen "Murstenens Filosofi":

MATERIALISME ER HUMANISME

Personlige forudsætninger

 Lad mig starte med at gøre kort rede for min personlige baggrund for de holdninger, der ligger bag bogen. Mine holdninger blev som de fleste menneskers holdninger nok grundlæggende formet i min ungdom som en art konklusion på min opvækst. Jeg er vokset op på et husmandsbrug i det nordvestlige Jylland under den kolde krig og i de år, hvor uddannelsessystemet blev åbnet for alle. Det gav mig en moralsk konflikt mellem småkårs-sparsommelighed fra mit hjem og min egen trang til at udnytte samfundets og tidens åbenhed for, at vi unge bare skulle tænke på at realisere os selv, verden lå for vore fødder. Mange af os, som var unge dengang, havde en forestilling indeni os om, at vi var spærret inde i en provinsialitet, som verden gav os mulighed for at sprænge os fri af. Og det forstørrede vi op til en hel verdensanskuelse. Som man følte sig indespærret i jysk provinsidyl, følte man hele den vestlige verden som snærende konformisme, og den anden side af jerntæppet som uudholdelig ensretning. Jeg ønskede friheden og troede på den, men jeg havde også min barndomsmoral med som en mere eller mindre blind medspiller. Jeg begyndte dog at læse filosofi efter gymnasiet. Men det var ikke uden at skærpe min indre moralske konflikt, at jeg kastede mig ud i denne selvrealisering. For min barndomsverden havde lært mig, at enhver også skulle kunne klare sig selv, hvilket man ikke gjorde, mens man uddannede sig. På studiet blev jeg gjort bekendt med alskens socialistisk litteratur, det var i halvfjersernes begyndelse. Socialisme tiltrak mig af moralske grunde, jeg følte, at jeg skyldte dem, der brødfødte mig, at kæmpe for, at de fik magten. Og samtidig var det for mig en meningsfuld vej ud af klaustrofobien. Jeg faldt mest for den kinesiske kommunisme, fordi den var i opposition til såvel vestlig kapitalisme som den sovjetiske kommunisme, der havde henholdsvis Vietnam og Tjekkoslovakiet på samvittigheden. Jeg blev politisk aktivist og troede på, at der fandtes en realpolitisk kommunisme , som var blevet svigtet, og at kineserne repræsenterede den. Samtidig fik jeg det i stigende grad personligt svært på studiet, ikke på grund af faget filosofi, som altid har fascineret mig, men på grund af studiemæssig isolation og gode udsigter til en meget stor studiegæld kombineret med dårlige udsigter til levebrød. Det var husmandsmoralen, der slog igennem. Så det gik op i en højere enhed for mig at forsøge at leve filosofien, ligesom de gjorde i den kinesiske kulturrevolution. Leve af hårdt arbejde og for en drøm om en bedre verden. Jeg var langtfra den eneste, der gjorde sådan i de år.

Sådan blev grunden lagt. For sådan har jeg grundlæggende levet siden. Dermed ikke være sagt, at der ikke er sket mere i mit liv. Jeg har været udenlands og arbejdet, har været gift, fået en datter, blevet skilt, fulgt min datter gennem hendes opvækst til et voksent menneske, har gennem personlig erfaring lært lidt om, at livet ikke bare handler om retfærdighed og høje idealer, men også om dagligdagens små kompromisser, som gør overlevelse mulig. I den store verden faldt Berlinmuren i den samme periode, verdenskapitalismen sejrede, og min kinesiske utopi forvandlede sig til en drivende motor i den verdenskapitalisme. Det er ikke længere nemt at tro på socialismens videnskabelige nødvendighed. Samtidig bøjer jeg mig for, at en del af det materiale, som liberale og konservative historikere efter murens fald har gravet frem om den russiske  og den kinesiske revolution og socialistiske opbygning, er stærkt moralsk kompromitterende, når man vil et samfund, der gør sig fri af vold og undertrykkelse. Og at man derfor må stille grundlæggende spørgsmål til den filosofiske teori, som disse politiske traditioner har opbygget. Men fordi min interesse for socialisme oprindeligt var moralsk, har jeg ikke på noget tidspunkt følt mig tilskyndet til at følge den postmodernistiske trend om også at gøre op med socialismens moralske nødvendighed. Jeg føler mig mindst lige så frastødt af det knæfald for tingenes tilstand, som ligger i at erklære alle ideologier for døde og alle værdier for lige gyldige som af overbevisningen om at have indsigt i en historisk nødvendighed, der giver een ret til at anvende vold imod dem, man vil befri. Det har været min tilskyndelse til at forsøge at finde ud af, hvad det er videnskabelig muligt, og hvad det ikke er videnskabelig muligt at sige om materiens bevægelser.

Bogens ontologiske indhold 

Nu vil jeg så gå over til at snakke om selve bogen. Det, som den handler om, er at finde ud af, hvad det strengt videnskabeligt vil sige at tale om materielle bevægelsers lovmæssigheder. Og det moralske indgår kun i det omfang, det har at gøre med den ontologiske problematik. Det er ikke bogens hovedtema. Der kommer forhåbentlig en anden bog om det moralske, inden jeg stiller træskoene, og den skal hedde "Samfundets Cement".

Når det, jeg søger, er en videnbskabelig, ikke-spekulativ forklaring på materielle bevægelsers lovmæssighed, går jeg til den eksperimentelle naturvidenskab der, hvor den kommer tættest på at kigge på, hvordan materien er sat sammen. Nogen vil måske allerede her indvende, at det kan jeg ikke gøre uproblematisk, for vores naturvidenskab er udtryk for en historisk betinget bevidsthedsform. Det er muligt. Men som jeg skal forsøge at gøre rede for, mener jeg også, moderne naturvidenskab rummer en forklaring på, hvorfor dens erkendelse har en objektivitet i sig, der - netop fordi den er objektiv - evner at række ud over enhver form for subjektafhængighed, herunder dens egen historiske betingethed.

Lad mig for overskuelighedens skyld begrænse mig til det væsentlige: de mikrokosmiske videnskaber som kvantefysik og kemi. De fortæller os, at naturvidenskaben i dag leverer en i rent empirisk forstand almen erkendelse af materiens grundstrukturer. Med "almen erkendelse" mener jeg altså ikke spekulativt almen, men almen i den meget bogstavelige forstand, at de materielle strukturer, som den afdækker, handler om al materie, vi kender. Det, den fortæller, er at al kendt materie har kvantestruktur. Vi ved ikke om nogen fænomener, der ikke har kvantestruktur. Alt, vi ved om, fra lys over kemiske stoffer og tyngdekraft til de elektriske processer i vores hjerner, vi kalder sjæleliv, er ifølge alt vi ved opbygget af ensdannede kvanter. Altså kvanter eller energiportioner, om hvilke det gælder, at når de er af samme type, f.eks. elektroner, er de ens overalt i universet.  En elektron fra batteriet i min cykellygte kunne i princippet skiftes ud med en elektron fra en stjerne i Andromedatågen 2 millioner lysår væk, uden at det ville gøre nogen forskel i nogen tænkelig henseende. Det er efter min mening universets mest banale, vanskeligst forståelige, og mest oversete under: at kvanter af samme slags er helt ens. Men det er et stort held, at verden er sådan, for så kan vi forklare noget, vi aldrig rigtigt har kunnet forklare i europæisk filosofi, siden David Hume skød det i sænk for godt og vel et par hundrede år siden. Nemlig hvorfor vi lever i en verden, der i høj grad domineres af tvingende årsagssammenhænge. Lever vi i en verden af grundlæggende ens ting, må det også være sådan, at såvel vore objekter som omstændighederne, der påvirker dem, undertiden er ens. Og ens ting vil opføre sig ens under ens omstændigheder. Ellers ville de jo netop ikke være ens. Altså, tilvejebringes der ens årsager, opnås der også ens virkninger. Det er det, vi forstår ved lovmæssigheder. Og netop fordi vi lever i en verden domineret af lovmæssigheder - eller tvingende årsagssammenhænge - må vi også anerkende den som eksisterende uafhængigt af os, altså objektivt.

Men hvad er det så nøjere, naturvidenskaben fortæller os om lovmæssighed eller manglende lovmæssighed for materielle processers forløb? Ja, først og fremmest fortæller Niels Bohrs atomteori os, at de ens byggesten, som vores verden i alle sine bestanddele synes opbygget af, nemlig de atomare kvanter, er umådeligt stabile. Det er lidt overraskende i forhold til vore dagligdags erfaringer, for udfra dem kan vi nærmest ikke komme i tanker om nogen ting, der ikke forandres af tidens tand. Ja, tænker vi over tilstrækkeligt lange tidsrum, vil vi udfra vore dagligdags begreber have svært ved overhovedet at gøre rede for, hvad det ville sige, at noget havde identitet med sig selv. For hvad ville ikke i løbet af tilstrækkelig tid eroderes, splittes op og optages i andre helheder i sådan en grad, at det ikke længere gav mening at tale om det som en selvstændig identitet? Det er der ingenting, der ikke ville.

Eller det er der ikke i vore dagligdags erfaringer, og heller ikke ifølge almindelig fysik, som vi kender den fra Galilei, Newton, og iøvrigt også Einsteins relativitetsteorier. Ifølge fysikken til og med relativitetsteorierne vil alt have en energiudveksling med omgivelserne, der gør, at ingenting i verden kan indgå i stabile tilstande over tid uden en opretholdende indgriben fra ydre, formende kræfter. Men sådan er det ikke, hvis vi går tilstrækkelig langt ned i mikrokosmos, nemlig ned til fænomenernes allermindste byggesten, de subatomare kvanter, som f.eks. elektronerne. Udfra Newtons fysik skulle elektroner hele tiden have energiudveksling med atomkernen, der i det lange løb ville få ethvert atom til at kollapse. Men det sker ikke. Om dette sagde Niels Bohr: "Af grunde, som vi endnu ikke kender, er et atom ikke karakteriseret ved klassiske baner, men ved et sæt af tilstande, der i det væsentlige er stationære og ikke ændrer sig i tiden." Dette tør siges at være beskedent udtrykt. Tænk på, at det er et udsagn om al materie, vi ved om. Og at det, som det handler om, er at langt, langt den overvejende del af denne materies mindste byggesten efter alt hvad vi ved har bestået uforandrede i de tretten et halvt milliard år, der er forløbet siden Big Bang. Før opdagelsen af kvantetilstandene vidste man ikke, om verden i sine mikrostrukturer ville afsløre denne grundlæggende orden, eller den fortabte sig i et kaos af uforudsigelighed. Kemien var få årtier gammel. Før kemien havde alkymien med dens upræcise "bageopskrifter" været det nærmeste, man nåede på videnskab om mikrokosmos.

Hvordan ved vi, at kvanter ikke forandrer sig? Det ved vi, fordi de ikke blot er stationære, de er også ens. Kvanter af samme slags, f.eks. elektroner, er ikke blot ens, sådan som vi ved, at to mursten kan være ens. For om mursten ved vi godt, at undersøger vi dem tilstrækkeligt, kan vi finde små forskelle i farve, brudstyrke og lignende. Men vi ved også, at det ikke er ligegyldigt for vores færdige mur, hvilken kvalitet af mursten vi vælger. Brændte sten giver bedre murværk i fugtigt klima end soltørrede sten, f.eks., og første klasses teglsten er bedre end revnede tredje klasses sten. Men den slags forskelle i det færdige "murværk" ser vi ikke, når vi taler om ting opbygget af ens kvanter, f.eks. grundstofferne. Der findes ikke en "god" eller en "dårlig" kvalitet af et rent grundstof, f.eks. jern. Rent jern er rent jern, slet og ret. Forskellige repræsentanter for samme slags kvant er overalt i universet fuldstændig og aldeles ens. Eller sådan er det i hvert fald ifølge alt, hvad vi kan konstatere med spektralanalyser af fjerne himmellegemer. Jo fjernere, desto længere tilbage i tid ser vi. Og overalt ser vi de samme stoffer.

Men kan det nu bruges til ret meget? Kan vi virkelig beskrive processerne i vores uafladeligt strømmende verden ved hjælp af ganske få slags helt ens byggeklodser? Uden at jeg her skal rode mig ud i et strengt bevis for påstanden, så er det min opfattelse, at konstateringen af sådan en meget enkel, ensdannet struktur ikke er tilstrækkeligt til at forklare denne verdens processer. Vi kender jo i vore dage udmærket til det at efterligne verdens "mekanik" med meget få forskellige brikker, i computeren bygger vi den f.eks. op bipolært, altså med kun to forskellige slags brikker. Og mon ikke vi allesammen vil skrive under på den erfaring, at computeren er ikke som virkelighedens verden? Den kan fås til umådelig mange ting. Det er f.eks. en smal sag at animere film, så der gives en visuel og lydmæssig illusion om kroppe, der bevæger sig og taler, som var der tale om virkelige kroppe i den virkelige verden. Men vi ved udmærket godt, at det er der ikke. Vi kan ikke bruge dem som rigtige, levende modspillere, selv ikke i de mest interaktive computerspil. Og det kan vi ikke, netop fordi alt, hvad de kan, er fuldstændig determineret. Der har siddet levende mennesker et sted og lavet programmer, der har forudbestemt alt, hvad computeren kan fås til. Sådan ville det ikke have forholdt sig, hvis det var disse mennesker selv, og ikke hvad de havde programmeret deres spil til, vi sad overfor. Alene af den grund, at menneskene selv til enhver tid ville kunne beslutte sig til at gøre et eller andet skørt, som  ikke var omfattet af computerspillets regler. Og det ville de animerede figurer ikke kunne.

Så sagde kvantefysikken ikke andet om verden, end at den var opbygget af meget få forskellige slags helt ens byggesten, så ville den foreskrive en helt igennem deterministisk struktur, en verden, der var bygget op som det, jeg i min bog kalder en absolut maskine. Og det ville være en alt for deterministisk struktur til, at vi kunne få det til at passe med den strømmende foranderlige verden, vi erfarer i vores dagligdag. Men nu siger kvantefysikken faktisk også, at verden ikke kan være sådan en absolut maskine. Den må nødvendigvis være noget mere. Kvantefysikken siger nemlig også, at vi aldrig vil kunne tale helt eksakt om kvanters opførsel, den vil altid og nødvendigvis ske indenfor en ramme af en vis statistisk ubestemthed, som man kalder kvanteubestemtheden. Jeg skal ikke her gå i detaljer med, hvad kvanteubestemthed er, blot sige, at adskillige af den moderne fysiks største hjerner i det trekvarte århundrede, der er forløbet, siden den tyske fysiker Werner Heisenberg første gang gav en eksakt matematisk beskrivelse af fænomenet, forgæves  har forsøgt at omgås den. Jeg tror, det er rigtigt, man ikke kan. Som jeg opfatter det, har kvanteubestemtheden at gøre med, at man fordrer en eksakt beskrivelse af et mikrokosmos, der har kvantestruktur. For at levere en fuldstændig eksakt beskrivelse af et fænomen må man dels kunne afgrænse helt nøjagtigt, hvad der hører med til fænomenet, og hvad ikke. Dels må man kunne måle fænomenets værdi helt eksakt på en skala. Begge disse ting er problematiske. Både eksakt afgrænsning og eksakt opmåling af fænomenets værdi fordrer en skala, hvorpå værdier kan måles eksakt. Og en skala, hvorpå værdier kan måles helt eksakt, må nødvendigvis være kontinuert. Men hvis vi lever i en verden bygget op af diskontinuerte kvantestrukturer, kan den slags helt eksakte målestokke simpelthen ikke forekomme. Og enhver måling må derfor nødvendigvis være behæftet med ubestemthed.

Disse to størrelser - Niels Bohrs atomteori og Heisenbergs ubestemthedsrelation - angiver rammerne for al materiel bevægelse, vi ved om. Og hvis der findes almene love for materiel bevægelse, er de det bedste bud, vi har på sådanne almene love.

Hvad betyder nu denne kvanteubestemthed, hvis vi vil bruge den ontologi, den moderne kvantefysik har at tilbyde os, som grundlag for videnskabelig beskrivelse af verden? Om dette sagde een af Niels Bohrs samtidige, kvantefysikeren Max Born: "Partiklers (kvanters) bevægelse adlyder sandsynlighedslove, men selve sandsynligheden udbreder sig ifølge kausalitetsloven".

Det betyder, at så snart vi forlader kvanteniveauet og taler om mere sammensatte fænomener, vil de påvirke hinanden strengt deterministisk. Til gengæld ved vi ikke eksakt hvordan, fordi vi ikke kan udtale os eksakt om deres udgangsposition. Det betyder, at den ubestemthed, vi starter med på kvanteniveauet, må vokse eksponentielt, jo mere sammensatte fænomener vi taler om. Simple processer, som i uorganisk kemi, vil nærme sig stærkt til det fuldstændigt determinerede. Men bevæger vi os til mere komplekse processer, som f.eks. den organiske kemis processer ( kulstof har jo en iboende tilbøjelighed til at danne meget komplekse kemiske strukturer), så vokser usikkerheden om procesforløbet også betragteligt. Og i de meget komplekse organiske processer, vi kender fra den levende celles kemi, er der betydelig ubestemthed, selvom der - og det er mindst lige så vigtigt - også er meget høj grad af lovmæssighed. Taler vi om samspillet mellem forskellige celler i organismer, har vi stadigvæk at gøre med en stor grad af lovmæssighed. Organismer reproducerer jo ikke sig selv fuldstændig tilfældigt, vi føder ikke skiftinger, men unger, der ligner os selv, undertiden endda ganske meget. Men vi kan på den anden side konstatere, at nu befinder vi os på et niveau af kompleksitet, hvor det ikke klængere går at tale om fuldstændig identitet, end ikke mellem kloninger. Der vil altid være variationer, der gør, at vi nødvendigvis må tale om individer, så snart vi taler om flercellede organismer. Går vi endnu videre og taler om individers samspil i samfund, er vi på så komplekst et niveau, at ordet "determinisme" er ved at være meningsløst. Selv om det på den anden side jo også vil være åbenlyst forkert at tale om ren og skær vilkårlighed. Enhver slags "samfund" fra svampekolonier til myretuer og menneskebyer må f.eks. bøje sig for det lovmæssige i deres opførsel i forhold til omgivelserne, at de skal kunne bringe den energigennemstrømning til veje, der er nødvendig for samfundsindividernes overlevelse.

Altså, vi bevæger os fra en mikrokosmisk kvanteverden med en opførsel omtrent så determineret som tandhjuls bevægelser i et urværk, til en mere og mere kompleks verden, hvor ordet "determinisme" giver mindre og mindre mening. Det vil på den anden side være meget forkert at kalde det for en bevægelse i retning af total mangel på årsagssammenhænge. I totalt kaos, en tilstand, jeg i min bog kalder for det radikale kaos til forskel fra det såkaldte kaos, kaosforskerne udforsker, ville enhver afgrænsning og identifikation af objekter miste sin mening, fordi alting ustandseligt var underkastet komplet uforudsigelige forvandlinger. Sådan en verden kan vi end ikke komme på kanten af, og det gør kaos-forskningen heller ikke. Og det kan vi ikke, fordi uanset hvor meget vi roder byggeklodser sammen, vil vi dog hele tiden ufravigeligt befinde os i en verden af byggeklodser. Det gør kaosforskerne også.

Så vi lever i en verden, der aldrig opnår at være den absolutte maskine, men på den anden side heller aldrig kan falde fra hinanden i radikalt kaos. Bevægelsen mod det komplekse er en bevægelse væk fra det determinerede. Orden er ikke et produkt af kompleksitet, tværtimod, det er indeterminisme og tilfældighed, der er et produkt af kompleksiteten. Orden er udgangspunktet.

Ontologiens rækkevidde

Hvad ligger der nøjere i den "almene bevægelseslov", kvantefysikken tilbyder os? Forklarer den i det hele taget, hvad vi forstår ved lovmæssighed?

Vi kan jo nok komme i tanker om en del ting, der nødvendigvis må være, som de er, altså rummer lovmæssighed, og hvor vi ikke umiddelbart kan se nogen mening i at sige, at lovmæssigheden i dem skyldes, at de er opbygget af ensdannede kvanter. Jeg forsøger i bogen at analysere flere af sådanne eksempler på tilsyneladende ikke-kvante-betingede lovmæssigheder. Det spænder fra matematiske regler, som jo siger, at når vi måler sådan og sådan. må måleresultaterne nødvendigvis blive sådan og sådan, altsaå f.eks. vinkelsummen  í en trekant må altid være 180 grader. Og til humanvidenskabelige spørgsmål som spørgsmålet om det moralske, der jo også synes at være underlagt en eller anden form for tvingende lovmæssighed: Selv om vi mennesker ikke er tvungne til at opføre os moralsk, er vi tvungne til at opføre os på bestemte måder, hvis vi vil opføre os moralsk.

Vi kan selvfølgelig ikke føre bevis for, at der slet ikke kan tænkes at eksistere lovmæssigheder, som ikke skyldes, at vi lever i en verden bygget op af kvanter. Men jeg mener, at kan man vise, at hvis så forskellige eksempler på hvad vi kan kalde noget lovmæssigt alle kan forklares udfra "kvante-ointologi", så har man i hvert fald spillet bolden over på modstanderens banehalvdel. Så er det op til dem, der mener, at der findes eksempler på lovmæssigheder, som ikke kan forklares udfra verdens kvantestruktur, at komme med eksempler på det.

Til hjælp ved analysen bruger jeg fire forskellige begreber om enshed. For det første taler jeg om det ensdannede. Det er det, som er fuldstændig ens, så vi kan bytte det ene ud med det andet, uden at det vil gøre nogen som helst forskel. Dets enshed kan vi direkte tilskrive kvanteverdenen. F.eks. vil den ene forekomst af guld eller et andet grundstof kunne være fuldstændig ensdannet med den anden. Eller krystaller af samme mineral kan i princippet være fuldstændig ensdannede. Og det er umiddelbart indlysende, at deres enshed skyldes, at de er opbygget af ensdannede kvanter.

Når vi taler om den enshed, der kan være imellem komplekse krystaller, der er af samme mineral uden at være blevet helt ens, eller endnu bedre, om f.eks. forskellige biologiske individer, har vi at gøre med en lidt anden slags enshed. Komplekse krystaller og i endnu højere grad biologiske individer kan være tæt på at være ens uden alligevel nogensinde helt at være det, fordi der stort set altid forekommer variationer, der gør dem til unikke individer. Den slags enshed kalder jeg ensartethed, og det ses også temmelig let, at den kategori af enshed kan føres tilbage på kvanterne. Biologiske individer af samme art er omtrent ens, fordi deres umådeligt komplekse strukturer er omtrent ens opbygget. Og de er alligevel individuelle, fordi strukturerne er så komplekse, at de aldrig bliver fuldstændig ens.

Udover det findes der også en tredje slags enshed, som ikke kommer indefra i tingene, og som i hvert fald for en umiddelbar betragtning ikke har at gøre med deres eget materiale. Det er når tingene skylder deres enshed til en form, som tingene er blevet påført udefra. Og det er den enshed, som f.eks. mursten har. Vi ved godt, at to forskellige mursten aldrig vil blive helt ens. Ja, de kan endda være lavet af helt forskellige materialer, f.eks. soltørret ler, brændt ler, en cementblanding, kridt, glas eller hvad det nu måtte være. Og vi vil alligevel kunne sige, at de er ens i den forstand, at de har samme form: en planfladet retvinklet kasse. Jeg kalder den slags enshed for ensformethed.

Det moralske falder i en vis forstand også ind under det ensformedes kategori. For moralske situationer, eller snarere dilemmaer, er noget, der fordrer en bestemt adfærd af os. Og det, der fordres, er ikke noget, som vi kan diskutere med. Det, som det er rigtigt for mig at gøre i en bestemt situation med mine bestemte forudsætninger, er ikke nødvendigvis det samme, som det er rigtigt for en anden at gøre i samme situation. Men det er alligevel noget objektivt i den forstand, at det, som er rigtigt for mig at gøre, er det rigtige for mig at gøre, uanset om det er mig selv eller en anden, der dømmer om det. Det er ikke noget, der kommer inde fra mig selv. For det vil meget tit være i strid med, hvad min biologiske konstitution gør det mest nærliggende for mig at gøre. Vi kan ikke vælge bare at lytte til hverken vore subjektive livsværdier eller vores egoisme, hvis vi vil løse moralske situationer moralsk rigtigt. Den rigtige løsning er noget, der er formet i vores udadvendte relationer og påføres os udefra. Men selv om der er tale om, at vi skal tilpasse os en form, der ikke kommer fra os selv, er der ikke tale om simpel ensformethed på samme måde, som vi kan tale om, at to mursten har samme form. For enhver moralsk situation er så kompleks, at den er unik og ikke er magen til nogen som helst anden moralsk situation. Derfor er den moralske fordring også situationsbunden og kan ikke deduceres udfra fælles moralske regler. Det,  vi kalder moralske regler, f.eks. Bibelens ti bud, er kun vejledende hjælpemidler, der alligevel aldrig rækker helt til. Men selvom den moralske situation på den måde er unik, har den noget objektivt tvingende i sig: den fordrer eet og det samme af en bestemt person, uanset hvem der skal dømme om, hvad den fordring går ud på. Om den slags enshed bruger jeg udtrykket, at moralske situationer er ensfordrende.

At definere det moralske på den måde giver det en meget fundamental erkendelsesteoretisk status. Ikke blot situationer, som har med hvad vi traditionelt forstår ved moralens gebet at gøre, altså ting som empatiske følelser overfor eller politiske holdninger til situationer, hvor sådanne følelser eller holdninger er relevante, rummer moralske fordringer. Det gør enhver situation, som implicerer mellemmenneskelige relationer. Vi kan ikke blot meningsfyldt tale om en god eller dårlig moral i forbindelse med behandlingen af medmennesket i dagligdagens politik, vi kan også tale om eksempelvis en god eller dårlig trafikmoral, eller hvad der er mere betydningsfuldt, en god eller dårlig sprogmoral. Det var ikke nogen tilfældighed, at buddet om ikke at måtte lyve meget tidligt blev et grundlæggende moralbud, og det er ikke uden grund, at mange af os stadig regner det som en grundlæggende moralregel. Det er naturligvis ikke nogen absolut fordring. Det betyder ikke, at verden falder sammen, hvis man stikker en hvid løgn engang imellem. Det betyder heller ikke, at det ikke ligefrem engang imellem kan være det moralsk rigtigste at lyve lidt, f.eks. hvis man har at gøre med en sandhed, som kan knuse et medmenneske. Men det betyder uomgængeligt, at man må omgås sproget samvittighedsfuldt. Det betyder, at folk flest det meste af tiden må tale sandt, ellers går sproget i opløsning, og det truer naturligvis hele vores samfunds evne til at hænge sammen. Folk flest må det meste af tiden bestræbe sig på at anvende sproget tilstrækkelig omhyggeligt til, at det fortsat kan anvendes til at få de forskellige handlingssammenhænge, vi uomgængeligt involverer hinanden i, til at lykkes. Samvittigheden er en forudsætning for sprogligheden, ikke omvendt.  

Det, som nu er opgaven, er at vise, at såvel det ensformede som det ensfordrende kan føres tilbage på det ensdannede. Jeg skal for korthedens skyld her indskrænke mig til at tale om geometri og moral.

Fra den konstruktivistiske filosofi låner jeg den indsigt, at viden om geometriske love i høj grad er udviklet gennem og kan udledes af bygningskunsten. Hele Euklids geometri bygger på en ikke-erkendt forudsætning om, at man ved, hvad en retvinklet, planfladet kasse er. Viden om den retvinklede kasse synes at have ledsaget menneskene cirka lige så trofast som "viden" om det sekskantede prisme har fuldt bisamfundene. De forskelligste civilisationer har uafhængigt af hinanden opfundet den planfladede retvinklede kasse som grundmodul i deres bygningskunst. Og det er en på mange måder lige så forunderlig og upåagtet kendsgerning som de atomare kvanters ensdannethed.

Men hvad er en retvinklet planfladet kasse? Konstruktivisterne forklarer den plane flade på den måde, at det er hvad du får, når du sliber tre forskellige tilnærmelser til flader mod hinanden så nøjagtigt, at de altid passer sammen to og to. Det er ikke godt nok, at to flader ved at bevæges i forhold til hinanden passer sammen, for det kan en hul flade og en kugleformet flade også gøre, og de er ikke plane. Men hvis vi tildanner tre flader ved at slibe dem imod hinanden, så de alle passer sammen to og to, er de plane ifølge den konstruktive definition, Det er netop sådan, mursten skal kunne passes sammen for at være egnede til at bygge mure med. Og derudover skal de kunne drejes vilkårligt i murstrukturen og alligevel passe mod deres naboer. På den måde bliver de nødvendigvis også retvinklede. Med dette udgangspunkt kan man umiddelbart definere den rette linje som det sted, hvor to plane flader skærer hinanden, og punktet som det sted, hvor tre plane flader skærer hinanden. I modsætning til Euklid, der begynder med at definere punktet og ender med det tredimensionale rum, begynder konstruktivisterne altså med at definere - eller give en opskrift på at fremstille - det tredimensionale rum og ender med at udlede punktet. Med denne konstruktive definition kan du fremstille planfladede retvinklede kasser hvor som helst og uden at være afhængig af et bestemt materiale eller af en prototype. Vi er ikke afhængige af at have f.eks. bestemte slags krystaller til rådighed for at kunne fremstille retvinklede kasser, tværtimod kan vi kontrollere, om tilsyneladende retvinklede krystaller også virkelig er retvinklede ved hjælp af de kasser, vi fremstiller efter den konstruktive opskrift. Det vi nu har fået lavet er en geometri med almene love i den forstand, at det, som gælder for den planfladede, retvinklede geometri, jeg kan lave udfra min planfladede kasse, også vil gælde for en hvilken som helst anden planfladet retvinklet geometri. For den planfladede retvinklede kasse kan laves af hvem som helst i et vilkårligt egnet materiale.

Eller sådan ville konstruktivisterne sige. Men hvad var det for et lille ord "egnet", der sneg sig ind i den redegørelse? Netop ved at måtte ty til særlige egnede materialer viser konstruktivisterne, at det ikke er fuldstændig ligegyldigt, i hvilken verden de laver deres geometri. De ser det ikke selv. Men ikke alle materialer er egnede til at lave mursten af. Der skal være tale om materialer, som er lette at tildanne, sådan at det for tre vilkårlige flader gælder, at de passer sammen to og to. Og der skal være tale om materialer, der kan bevare deres form over tid. Det duer ikke at lave euklidisk geometri på elastiske gummiagtige flader, f.eks. For her ville en trekants vinkelsum snart være det ene, snart det andet, afhængig af fladens øjeblikkelige form, og kun lejlighedsvis ville den være 180 grader. Det skal altså være en flade, der har et vist minimalt mål af stivhed. Sådanne materialer kan vi heldigvis finde i den verden, vi lever i. Alle materialer i vores verden har en relativ evne til at bevare egenskaber over tid, f.eks. egenskaben "elastisk" eller egenskaben "stiv". Og det har de, fordi de er opbyggede af helt ensdannede byggeklodser, som er umådeligt stabile, nemlig de atomare kvanter. Vi kan finde frem til det bedst egnede materiale ved at prøve os frem og fremstille vore retvinklede, kasseformede sten i forskellige materialer, bruge dem som hinandens målestok, og så afgøre, hvilket materiale der på den mest pålidelige måde bevarer sine proportioner over tid.

Det at vi er afhængige af en grundlæggende ordnet verden af stabile stoffer, når vi skal give en konstruktiv opskrift på ensformede ting, overser konstruktivisterne. Og derfor får de heller aldrig rigtigt fat i begrebet "objektivitet". Og derfor kommer de på kulturrelativistisk glatis, når snakken bliver om samfundsfænomener som f.eks. de moralske fordringer i dagligdagens moralske dilemmaer. Konstruktivisterne kommer ligesom postmodernisterne ikke længere end til at sige, at moralske værdier er kulturbundne kulturprodukter, og løsninger på moralske dilemmaer afhænger af den kulturbaggrund, der har formet vore værdier. Det betyder også, at overfor situationer, hvor der er konflikt mellem forskellige kulturværdiers bud på en løsning, må de resignere, for de har ikke andre målestokke end usammenlignelige kulturværdier. Men jeg mener, at der har de endnu ikke fat i det moralske, for det moralske gør i bund og grund samme fordring på et menneske, uanset om det er en muslim eller katolik eller en ateist, der skal afgøre det. Det moralske udspringer af, at vi grundlæggende er meget biologisk ens, og at en del af denne biologiske ensartethed er, at vi er særdeles fint differentierende sproglige væsner. At vi er biologisk særdeles ens betyder, at vi også er næsten ubegrænset i stand til at leve os ind i hinandens situationer. hvis vi besidder tilstrækkelig kompleks og præcis viden om disse situationer. Og at vi er særdeles fint differentierende sproglige væsner betyder, at vi er i stand til at give hinanden viden om hinandens situationer med en næsten ubegrænset grad af nøjagtighed. Det moralske kommer nu ind ved, at vi netop med baggrund i denne næsten ubegrænsede mulighed for empatisk indlevelse også ved, at vi allesammen skal være her, og det hele skal køre, omtrent på samme måde som bilistyer på trafikerede veje må tilpasse sig hinandens adfærd for helt overordnet at få trafikken til at glide. Hvis vi holdt op med at opføre os moralsk i trafikken, vilkle samfærdslen holde op med at fungere. Og på samme måde med hele samfundet, hvis vi holdt op med at udvise det fornødne minimum af moralsk adfærd.

Det er ikke fra regler eller kulturværdier, det moralske kommer, det er knyttet til situationerne. Vi ved udmærket godt, at selv om vi ikke overtræder een eneste lov eller træder på nogen kulturværdi, kan vi udmærket udvise dårlig samfundsmoral. Ja, der kan efter min mening endda sagtens forekomme situationer, hvor en god samfundsmoral består i at bryde en dårlig lov, som vi ser det, når foreningen "Flygtninge under jorden" skjuler illegale flygtninge, der er truet på deres overlevelse. Moral er med et udtryk lånt af Jacob Bronowski samfundets cement. Hvis vi holder op med at  opføre os moralsk, bryder samfundet hurtigt sammen. Selv i et grundlæggende uretfærdigt forhold i et samfund, som f.eks. forholdet mellem kapitalist og arbejder i kapitalistiske samfund, hvor kapitalisten har en forfatningssikret ret til at udbytte arbejderen, må der være et vist minimum af moral. Arbejderen må i et vist minimalt omfang kunne regne med, at kapitalisten overholder f.eks. lønløfter eller aftaler om arbejdsforhold, for kan arbejderen ingenting regne med, har han/ hun ingen grund til ikke at strejke eller gøre oprør. Og har alle arbejdere det sådan, bryder samfundet sammen, i hvert fald i den form, det har. Nogen vil så tilføje, at det måske også var det bedste.

Det, som er den ontologiske pointe i sagen, er at vores evne til moralsk adfærd, som er socialt udviklet, kommer af vores biologisk betingede evne til at leve os så differentieret og præcist ind i hinandens situationer. Vi tilpasser os hinanden, så vi alle kan være her, på groft sagt samme måde, som mursten tilpasses efter hinanden i et murværk. Vi udvikler moralsk adfærd, fordi den er nødvendig for at få vore samfund til at hænge sammen, og vi kun har mulighed for at overleve som samfundsvæsner.

Ved hjælp af vores moral kan vi dømme om, hvorvidt vi er tilfredse eller utilfredse med vore samfunds udviklinger. Vi kan ikke udtale os deterministisk om samfunds udviklingsforløb. Derfor kan vi ikke sige, at vore politiske konklusioner og eventuelle utopier er videnskabeligt nødvendige. Men vi kan meningsfyldt hævde, at de er moralsk nødvendige. Hver og een af os møder det moralske som objektive fordringer i situationen: Vi kan indse, at sådan eller sådan bør vi gøre, hvis vi vil handle til fordel for samfundets funktionsduelighed. Men vi er ikke tvunget til at gøre det, der fordres moralsk af os. Vi har heller ikke moralsk ret til at tvinge andre til at gøre det moralske, som vi ser det, for vi kan ikke vide, at vi ser alt. Yderligere udsyn og indblik kan forandre vores oplevelse af, hvad der fordres af os. Hvad vi kan, er at appellere til hinanden om at gøre det moralske, og være åbne for hinandens appeller. At nå det objektivt rigtigste kræver, at alle implicerede parter er indstillede på det. Vore samfund bør værne om vores muligheder for at udfolde vores samvittighed, for det er det, der får samfundene til at hænge sammen. Et samfund med meget tvang er meget blindt og kan let kuldsejle. Det kan altså ikke legitimeres moralsk, hverken at politiske målsætninger søges sat igennem med tvang eller vold, eller at de søges forhindret med tvang eller vold. Hvad vi har moralsk ret til, er at forsvare os imod at blive voldført. Hvis vi med magt forsøger at tvinge vore utopier eller moralske anskuelser igennem, bedriver vi terror. Hvis vore samfunds magtinstitutioner med tvang hindrer os i at tage vare på, hvad vores samvittighed byder os, er oprør moralsk legitimt, ja, vel ligefrem en moralsk pligt. Og det kan ikke legitimeres moralsk, når mange vestlige lande efter 2001 har indført lovgivninger, der kriminaliserer netop sådanne handlinger.

Når det ikke lader sig gøre at ophøje samfundsudviklinger til videnskab, kan der så slet ikke siges noget generelt om den retning, moralske fordringer driver samfund i? Det mener jeg, der kan i en vis forstand: Det moralske har det tvingende objektive ved sig, der gør, at vi føler, der ikke kan diskuteres med det, fordi det simpelthen handler om vores overlevelse. Det handler om, at vi kollektivt skal besinde os tilstrækkeligt på vore omgivelser til ikke at blæive udslettede af dem. Det havde været nemt, hvis vi simpelthen var determinerede væsner i en determineret verden, for så ville det overlevelsesduelige være det, der var der, slet og ret. Men sådan er det ikke. Vores i høj grad determinerede verden er ikke helt determineret. Og vi selv, og især da de samfund, vi danner, er noget af det mindst determinerede. Mennesker har endda mulighed for at vælge selvdestruktiv adfærd. Vi er så komplekse, at det end ikke giver mening at sige, at vi er tvungne til at handle i overensstemmelse med det overlevelsesduelige. På den anden side er vi nødt til at tilpasse os omverdenens krav, hvis vi vil overleve. Og det vil i første omgang sige agere med et tilstrækkeligt minimum af moral til, at vore samfund kan hænge sammen. Vores overlevelse er - især for os menneskedyr - meget stramt afhængig af vores leven i samfund. Det moralske er en slags substitut, som vi nødvendigvis har måttet udvikle for at kompensere for, at vi i vores sociale adfærd er så langt fra at være determinerede væsner, men vi samtidig lever i en verden, der stiller temmelig determinerende fordringer til os: Vi er afhængige af at kunne handle i fællesskab, af vedvarende energigennemstrømning i såvewl vore biologiske kroppe som i vore samfund, af ikke at blive forgiftede, af ikke at stresse os ihjel osv. Truer samfundets magtinstitutioner disse basale ting, vil vi føle os moralsk forbligtede til, og er også moralsk forpligtede til, at gøre oprør imod dem. Vi er moralsk forpligtede til at forsvare vore samfunds funktionsduelighed. Moralen driver samfundene i retning af en udvikling, hvor de uafladeligt finder og fornyr vejene til at holde de basale livsfunktioner ved lige. I samfund, der trives, formerer menneskene sig, og samfundene har derfor en tendens til at udvikle sig frem imod deres egen økologiske grænse, eller hvad der er det samme, vores omverdens determinerende krav til vores adfærd. Disse økologiske kriser udfordrer vores kreativitet og intelligens, så vi finder nye veje. Men der er ikke tale om en indre lovmæssighed eller et forudsigeligt udviklingsmønster for samfundene, snarere tværtimod, da det jo netop er vores kreativitet, der udfordres. Man kan endda langtfra entydigt eller altid tale om fremskridt, når kriserne munder ud i en omvæltning af samfundsstrukturerne. Vejene til at sikre den fornødne energigennemstrømning bliver uafladeligt mere og mere omstændelige fra krise til krise, og selv med den ypperste anvendelse af vores kreativitet er det ikke nogen given ting, at livet ligefrem bliver lettere. Mere vil jeg ikke sige om det her. Jeg følger stort set den amerikanske antropolog Marvin Harris i de her ting.

Bogen er selvfølgelig mere detaljeret i argumentationen. Og udover det her skitserede, der omfatter bogens del et og del to, er der også en del tre, hvor jeg forsøger at bruge den skitserede ontologiske platform i en diskussion af nogle af de for problematikken mest relevante problemstillinger fra filosofihistorien. Men jeg kan ikke tale om alt i dette oplæg, ellers havde jeg jo ikke behøvet at skrive bogen.

Kjeld Stenum   

OM BOGEN "UDVALGTE SKÆRVEKNUSERE"

Lektørudtalelse fra DBC:

Anvendelse/målgruppe/niveau

Udvalgte klummer fra dagbladet "Arbejderen" kan læses på samme måde som essays. De er bedst i små bidder, og de kan anbefales til læsere med interesse for politik og udviklingen i samfundet. 

Beskrivelse

Kjeld Stenum har siden 1997 haft en ugentlig klumme i dagbladet "Arbejderen" under navnet "Skærveknuseren", som også er navnet på hans tunge kinesiske cykel uden gear, der oftest fragter ham gennem byens gader til og fra sit arbejde som jord- og betonarbejder i hovedstadsområdet. Her er ingen virkelighedshunger. Det er betragtninger set fra en verden med hårdt fysisk arbejde, hvor man er nederst i hierarkiet. Alligevel er der energi og overskud til at forholde sig til verdens udvikling. Her er refleksioner og kommentarer over store og små begivenheder både helt nært i fællesskabet med arbejdssjakket, i samværet med datteren og i verdens dilemmaer lige her og nu. Kjeld Stenum har tidligere udgivet Murstenens filosofi, 2009.

Sammenligning

Bogen minder lidt om B. Vinn Nielsen: Dysfunktionelle proletarer, 2010

Samlet konklusion

K. Stenum er en anderledes stemme, idet han repræsenterer en konkret virkelighed og hverdag via sit job som jord- og betonarbejder. Der er en god balance mellem det personlige og det politiske, så mennesket og dets værdier træder tydeligt frem. Det er verden både indefra og ud og udefra og ind med erfaringer, der ellers sjældent får plads og rum i medierne. Absolut fornøjelig læsning.

                                                                   Anny Skov Madsen

Anmeldelse i dagbladet Arbejderen, 20. nov. 2010, af Bjarne Nielsen:

SKÆRVEKNUSEREN I TOPFORM

Som klummeskriver havde Land og Folk Hans Scherfig. Information har arbejderforfatteren Bent Vinn Nielsen, og Arbejderen har i 14 år haft Skærveknuseren.

Den velskrivende jord- og betonarbejder Kjeld Stenum leverer varen. Hver uge lyser hans klumme op i avisen og giver ofte anledning til sund refleksion over livets store som små spørgsmål.

Stenum har selv udvalgt de omkring 100 klummer fra sin næsten femdobbelte produktion. Fravalgt er klummer, der ikke er egnede til genoptryk, andre fordi de har været for dagsaktuelt præget.

Endelig også de, der har været "dele af mere sammenhængende filosofiske argumenter". Noget han også bruger tid på, senest udtrykt gennem bogen Murstenens Filosofi fra 2009. Bogen strækker sig fra debuten januar 1997, hvor klummen var tænkt som et "lille eksperiment", og helt frem til den 3. september 2010.

Her skriver han veloplagt om "Frihedens Rige", der handler om, at vi i "fællesskab kan en masse, vi ikke kan som individer eller splittet op i klasser. Frihed er et fællesskab, der lykkes". Godt set. Godt skrevet.

Skærveknuser på hjul

Stenum har to cykler. En letvægtscykel med gear og en "skruespytter af en kinesisk sværvægter uden gear. En rigtig "skærveknuser".

Favoritten er den lidt tunge og langsommere skærveknuser, fordi:

"På de ture lægger jeg suverænt min egen dagsorden. Jeg filosoferer over hændelser fra skurvognen eller arbejdet. Jeg tænker over oplevelser med min datter. Jeg tumler med problemerne fra de af mine mærkelige bøger, som jeg trods alt har fået læst. Jeg vender verdenssituationen og er undertiden ligefrem nærværende nok til at lægge mærke til de omgivelser, jeg cykler i".

Stenum oplever disse år som en periode, hvor afstanden mellem et almindeligt arbejdende menneskes tilværelse og de politiske og økonomiske beslutninger, der former vores tilværelse, er vokset fra stor til uoverkommelig.

Det nemmeste for een, der skriver klummer, ville være enten at skrive personligt uden at politisere eller at skrive politisk fra så stor distance, at såvel forfatter som læser kunne undgå at involvere sig personligt.

Derfor har det været Stenums ambition at lave en klumme, "der på een gang angreb vores politiske virkelighed på en personlig måde og også var personlig, men angreb det personlige fra en politisk vinkel". Bogen er tydeligt et bevis på, at det er lykkedes.

Uendelige emner

Stenum fremstår som en polyhistor, en for hvem intet er fremmed, der formår at belyse og problematisere mange af livets finurligheder. Selv om man ikke altid er enig med ham, får man sat tanker i gang. Han rokker.

Emnerne i bogen er uendelige. Der er alt fra Disneys dominans over børnekulturen, stenalderdemokrati, haven, sproget, terror, aztekerne, Frankrigs revolutioner, krig og jul, grønlændernes olie, liberalismen, a-kraft over højreradikalismen, moderne fyringer, årstiderne og til Obama og krigens etik med mere.

En ordentlig mundfuld, som han utroligt nok mestrer uden større besvær. Selv om Stenums filosoferen jo åbenbart foregår bedst på skærveknuseren i storbyens cyklisthelvede, så er her et kammeratligt råd.

Til sommer tager du din datter med til velgørenhedscykelturen Rynkeby - Paris. Det vil kunne bane vejen for nye eventyr, tanker og artikler til glæde for far og datter og avisens trofaste læsere. Men måske skulle I begge vælge en cykel med gear.

Vil man glæde sin sambo eller værtinden, næste gang man er i byen, vil bogen fint kunne erstatte en buket blomster.  

Tilføjelse juni 2018: Klummen "Skærveknuseren" stoppede i 2012, da jeg på grund af en hjertesygdom måtte trække mig fra arbejdsmarkedet. Skriver fortsat, men mest filosofiske ting, da jeg jo ikke længere kan hente inspiration på mit arbejde. Måske finder jeg en dag andre ting, der kan inspirere mig til de lidt mere skønlitterære sider af litterær udfoldelse. Det håber jeg.